Del: - -

Sådan kommer I på forkant

Hvordan holder I energi i arbejdsmiljøarbejdet? Hvordan får I handlet på APV’ens indsatser? Hvordan får I engageret arbejdspladsen? Og hvordan skaber I resultater?

Det kræver ofte et systematisk og involverende arbejde fra arbejdsmiljøgruppen at komme på forkant i arbejdsmiljøarbejdet. Ikke mindst, når det gælder psykisk arbejdsmiljø.

Der er især to grunde til dette:

  • Det psykiske arbejdsmiljø er ofte vanskeligt at styre og indfange én gang for alle. Problemer kan have uklare, ukendte eller komplekse årsager og lige så sammensatte løsninger.

  • Problemer med det psykiske arbejdsmiljø løses mest enkelt, inden de vokser sig store. Det er en fordel for arbejdspladsen, som sparer ressourcer på tunge og vanskelige forløb, og for medarbejderne, hvis trivsel sikres bedst og tidligst muligt.

Prøv af og følg op

Metoderne i hæftet 'På forkant' er tænkt som en inspiration til at arbejde systematisk, afstemt og afsøgende.

Når mange problemer indenfor psykisk arbejdsmiljø er komplekse og vanskelige at finde enkle løsninger på, må I som arbejdsmiljøgruppe løbende afsøge, om I er på rette vej. I må inddrage arbejdspladsens forståelse af de problemer, I sætter jer for at løse, og deres viden om, hvordan det, I sætter i gang, virker for dem.

I må også være parate til afprøve løsninger og evaluere, om de fører til en forbedring – eller om det, I sætter i gang, viser sig at have uforudsete effekter - positive, såvel som negative.

Forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø handler både om at forebygge problemer og om at fremme trivsel og arbejdsglæde – og nogle gange kræver det hver sin indsats.

Navigér efter pejlemærker

Pejlemærkerne for, at I er på rette vej med arbejdsmiljøarbejdet, er:

  • I gør arbejdsmiljøarbejdet til en integreret del af hverdagen
  • I opsøger aktivt viden om trivslen på arbejdspladsen
  • I gør det let for ansatte og kolleger at tale med jer og selv at få et overblik
  • I involverer arbejdspladsen aktivt i arbejdet
  • I spotter problemerne, før de vokser sig store
  • I har styr på jeres prioriteringer og handleplaner og har fokus på det vigtigste
  • I går systematisk og synligt til værks

Hent hæftet 'På Forkant' her.


Senest revideret den 5. januar 2021