Relationel koordinering på Københavns Universitet

Af Sanne Maja Funch

Undervisningsforløbet har været »en fornøjelse«. Mere koordination mellem underviserne om deres individuelle forelæsninger er »meget positivt«. Øget samarbejde har sat den enkelte forelæsning »i en større ramme«.

Svarene er positive, når forelæsere og instruktorer giver deres respons på en ny model, der hjælper underviserne til at tale mere sammen om deres forelæsninger i faget arbejds- og organisationspsykologi på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet.
Samtidig har tilgangen givet et markant løft af kerneydelsen: Karaktergennemsnittet på holdene er hævet fra 7,5 til 8,8.

Adjunkt og fagkoordinator Janne Skakon står bag projektet, hvor såkaldt relationel koordinering bruges til at tilrettelægge og gennemføre en forelæsningsrække.
Ifølge hende kan teorien være et bud på en arbejdsform, der kan udvikle fagligheden ikke kun blandt de studerende, men også på instituttet generelt:

»Jeg mener, at vi kunne skabe et mere inspirerende miljø og sikkert også øge fagligheden, hvis vi gjorde mere ud af at koordinere. Vi kunne f.eks. diskutere undervisningens udvikling på et overordnet plan eller inspirere hinanden blot ved at vide mere om hinandens forskning,« siger Janne Skakon.

Rød tråd i undervisningen

Relationel koordinering er en teori, der handler om, at kommunikation og koordination mellem medarbejdere har betydning både for kerneydelsens kvalitet og de ansattes jobtilfredshed.

Janne Skakon har arbejdet med koordinere kollegaernes undervisning på i alt 18 hold studerende i faget organisations- og arbejdspsykologi.

Faget er bygget op om en forelæsningsrække, der bliver holdt af en lang række undervisere, samt holdundervisning, der bliver varetaget af instruktorer, dvs. studenterundervisere.

»I større undervisningsforløb med mange involverede er der et behov for, at alle har den samme ide om, hvad faget går ud på, og hvilke krav der er til eksamen. Ellers står den studerende med en stor opgave i forhold til at skabe den sammenhæng. I arbejds- og organisationsteori er der oplagte muligheder for at binde tråde mellem forelæsningerne, men det sker jo først, hvis de forskellige forelæsere ved, hvad hinanden laver,« siger Janne Skakon.

At tale sig til sammenhæng

Janne Skakon har arbejdet med at øge samtalen på en række måder.
I dag bliver alle undervisere f.eks. inviteret til et møde, før undervisningen begynder. Her forklarer de hver især om deres område, og hvad de vil lægge vægt på i deres forelæsning.
»Det giver en del aha-oplevelser, så vi undgår både gentagelser fra forelæsning til forelæsning, men også alvorlige udeladelser.«

Janne Skakon har lavet en struktur, som alle forelæsninger så vidt muligt skal følge. På den måde kan den studerende nøjes med at koncentrere sig om indholdet. Hun mailer både strukturen samt information om forelæsningsrækkens enkelte elementer, fagbeskrivelsen og eksamenskrav til alle forelæsere.

Lyst til samarbejde

Janne Skakon har desuden indført supervision blandt instruktorerne.
»Jeg ville gerne have dem til at hjælpe hinanden med at planlægge undervisningen, men også med at støtte hinanden på et mentalt og menneskeligt plan,« forklarer hun.
Derfor mødes instruktorerne i grupper, hvor Janne Skakon er facilitator. I grupperne skal instruktorerne bruge hinanden som sparringspartnere og rådgivere i forhold til deres undervisning.

Den type samarbejde »opstår ikke nødvendigvis af sig selv,« siger Janne Skakon.
Derfor tager hun et klart lederskab på supervisionen: Kommende instruktorer får allerede i jobopslaget at vide, at samarbejdsmøderne er en del af arbejdsbeskrivelsen.

Når hun ansætter, lægger Janne Skakon vægt på, at den rette kandidat er én, der har lyst til at bruge krudt på at samarbejde. Det gælder både i forhold til instruktorer, men også i forhold til de interne og eksterne lektorer, der forelæser på holdene.

Tidsrøver

Efter jul starter endnu en årgang psykologistuderende i et forløb med arbejds- og organisationspsykologi, der er lagt an på samarbejde.
Men bag de koordinerede forløb ligger en indsats, der kræver tid. Og timerne kan blive for mange, ikke mindst for de undervisere, der deltager i Janne Skakons forløb.

Én underviser roser i sin evaluering det koordinerende opstartsmøde. Men i samme åndedrag afviser han, at han fremover kan deltage i den type møder – der er ikke tid.

Eksterne lektorer henter kun en beskeden del af deres indtægt gennem job på universitetet. For de fastansatte gælder det typisk, at den største anerkendelse høstes andre steder end i undervisningstjansen, påpeger Janne Skakon: »I det store regnskab er det publikationer i særlige tidsskrifter, der tæller.«

Derfor må ledelsen skabe den motivation, der skal få den enkelte underviser til at investere sin tid i koordinationsmøder og samarbejde. »Jeg mener ikke, at relationel koordinering skal indføres i alle undervisningsforløb, det vil mange steder ikke give mening. Men hvis vi skal skabe motivation for at løfte det, hvor det giver mening, skal arbejdsindsatsen være synlig og anerkendes inden for vores struktur og systemer, der skal være ressourcer til det i timeregnskabet,« siger Janne Skakon.

Præmiestuderende

Spørgsmålet er, om universitetet overhovedet kan lade være.
For det første har Janne Skakon registreret, at underviserne er mere engagerede og føler større arbejdsglæde, når de taler sammen:
»Flere har sagt helt konkret, at det er rart ikke at være overladt fuldstændig til sig selv.«
Dertil kommer, at de studerende har forbedret deres gennemsnit i arbejds- og organisationspsykologi med mere end en hel karakter, siden Janne Skakon startede sit projekt. »Vi uddanner simpelthen bedre kandidater,« konstaterer hun.

Hvad er relationel koordinering

Relationel koordinering er en teori om samarbejde mellem fagprofessionelle på tværs af områder og den effekt, samarbejdet har på opgaveløsningens samlede kvalitet, effektivitet og de ansattes arbejdsglæde.

Teorien er udviklet af den amerikanske professor i ledelse, Jodi Hoffer Gittell.

Relationel koordinering sætter fokus på fælles mål, sprog, viden, gensidig respekt samt en effektiv kommunikation blandt medarbejdere. Ideen er, at kommunikationen skal være både hyppig, rettidig, præcis og problemløsende.

BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration har udviklet forskellige værktøjer og øvelser, der hjælper arbejdspladsen med at sætte fokus på samarbejde.

Læs mere om relationel koordinering her

Læs om stærke fællesskaber her

Her finder du også redskaberne Møder, der skaber klarhed samt Den kollegiale samtale, der støtter og udvikler.

Janne Skakons resultater med relationel koordinering på universitetet er beskrevet i den fagfællebedømte artikel Relational and course coordination at the university - Can the principles of relational coordination incorporated into the course coordinator role strengthen constructive alignment? Artiklen er tilgængelig via Google Scholar og publiceret af IEA Press